242
af Slimet, som hun havde Besvær med at faa hostet op.
Saa gav hun Polenka nærmere Besked om, hvorledes hun skulde lappe de Smaas Klæder, sørgede for Vand for om Natten at vaske Børnenes skidne Tøj, skældte atter ud over, at Drukkenbolten blev saa længe ude, thi hun vilde ogsaa vaske hans Skjorte — og saa paa en Gang opdagede hun det Tog, som kom op ad Trappen.
„Hvad er det?” skreg hun, da hun saa Folkene bære noget ind i hendes Kammer. „Hvad er det, De kommer med der? For Guds Skyld … hvad er det?”
„Hvor skal vi lægge ham?” spurgte Politibetjenten og saa sig om, da de havde bragt den blodige og bevidstløse Marmeladow ind i Værelset.
„Paa Sofaen! Læg ham bare paa Sofaen, læg Hovedet herhen,” sagde Raskolnikow.
„Han er bleven overkørt; han var drukken!” sagde en af Folkene.
Katerine Iwanowna stod der bleg og aandede tungt. Børnene var forfærdede. Den lille Lidotschka[1] skreg højt, kastede sig om Halsen paa Polenka og skælvede hæftigt af Skræk.
Da Raskolnikow havde sørget for, at Marmeladow var anbragt, vendte han sig til Katerina Iwanowna og sagde hurtigt:
„For Guds Skyld, vær rolig; vær ikke bange! Han gik tværs over Gaden, og saa blev han overkørt af en Ekvipage; vær ikke urolig, han kommer nok til sig selv, jeg har ladet ham bringe herop, jeg har været her før, husker De? … Han kommer nok til sig selv; jeg skal betale alt!”
- ↑ Diminutiv for Lydia.
