240
et eller andet Sted; Politiet var allerede i Begreb med at tage denne Omstændighed i Betragtning.
Den Overkørte skulde til Politistationen, og derfra bringes til Hospitalet. Ingen kendte ham.
Imidlertid havde Raskolnikow trængt sig frem og bøjet sig ned. Da belyste Lygten den Ulykkeliges Ansigt, og han genkendte ham.
„Jeg kender ham!” raabte han, idet han trængte sig helt frem, „det er en afskediget Embedsmand, Hr. Marmeladow! Han bor her tæt ved, i Huset Kosel… Hurtigt, en Læge! Jeg betaler… her!” Han tog Penge op af Lommen og viste Politibetjenten. En mærkværdig Ophidselse havde grebet ham.
Politibetjentene var glade, at de havde faaet at vide, hvem den Forulykkede var. Raskolnikow opgav ogsaa sit Navn og sin Adresse og opførte sig som om det kunde have været hans egen Fader, for at den bevidstløse hurtigst muligt blev bragt hjem i sin egen Bolig.
„Her hen, det tredie Hus!” raabte han travlt, „til det Koselske Hus… han har sikkert nok været beruset og i Færd med at gaa hjem. Jeg kender ham, han er en Drukkenbolt… han har Familie… Kone og Børn. Det kan tage Tid, før han kommer til Hospitalet, men her hjemme kan vi vist straks skaffe en Læge; men før han kommer til Hospitalet, kan han være død…
Han fandt endog Lejlighed til at trykke en af Politibetjentene noget i Haanden; hans Fremgangsmaade var jo for Resten fornuftig og lovlig — i hvert Fald var Hjælpen her nærmere.
De løftede den Overkørte op og bar ham bort. Af hjælpsomme Folk var der nok. Det Koselske Hus var kun faa Skridt borte. Raskolnikow gik bagerst holdt forsigtig i Hovedet og anviste Vejen.
