239
hvad han skulde gøre, og gentog uafbrudt: Ak, hvilken Ulykke! Herregud, hvilken Ulykke!”
Raskolnikow trængte sig frem, saa godt sig gøre, og fik endelig Øje paa Genstanden denne Uro og Nysgærrighed.
En overkørt Person laa bevidstløs paa Jorden. Han var, som det syntes, meget tarveligt klædt, men ikke i Bondedragt, og overstænket med Blod, som flød i Strømme fra Hovedet. Hans Ansigt var skamslaaet og fordrejet. Det var let at se, at dette var et alvorligt Tilfælde.
„Store Himmel!” jamrede Kusken, „jeg kunde da ikke have været forsigtigere! Ja, hvis jeg havde kørt rask eller ikke raabt og varskoet ham! Men jeg kørte ganske smaat og roligt. De har set det allesammen, og hvis de lyver, saa lyver jeg ogsaa. Men Gudbevars, fulde Folk tager sig jo ikke i Agt! Jeg synes endnu at se, hvordan han gik over Gaden, og dinglede og var ved at falde — saa raaber jeg baade en og to og tre Gange og holder Hestene an, men han gaar paa og falder lige under Hestehovene. Om han nu gjorde det med Vilje, eller fordi han var omtaaget, det skal jeg ikke kunne sige!… Hestene er unge og sky — de rykkede til paa engang, han skreg, og saa blev de endnu mere sky … og saa var Ulykken sket!”
„Ja, saadan var det!” raabte et Øjenvidne blandt Mængden.
„Han varskoede tre Gange, det er rigtigt nok!” bekræftede en anden.
„Akkurat tre Gange, det var vi Vidner til allesammen!” raabte en tredie.
Kusken var forøvrigt ikke overvættes nedtrykt. Man saa, at Ekvipagen maatte tilhøre en rig og anset Person, som sandsynligvis ventede paa den
