231
skar hende ned. Jeg var bare et lille Ærinde nede i Urteboden, og havde ladet den lille Pige være hos hende for at passe paa hende — og saa skulde der ske en saadan Ulykke! Hun er Smaaborgerinde, lille Far, og hører os til; her ved Siden af i det andet andet Hus fra Hjørnet, her omme…”
Folkemassen spredte sig, Politiet tog sig endnu af den druknede og en Stemme raabte: „Paa Politistationen med hende!”
Raskolnikow saa paa hende med en besynderlig Følelse af Ligegyldighed og Mangel paa Deltagelse; dette Skuespil var ham modbydeligt.
„Nej, det er modbydeligt, dette Vand…” mumlede han for sig selv. „Mere er der ikke at se her,” tilføjede han, „det lønner sig ikke Umagen at vente. Ja det var Politikamret … hvorfor er ikke Sametow paa Stationen? efter Klokken ni maa det være aabent…” Han vendte Ryggen til Rækværket og saa sig om.
„Naa, og hvad gør saa det! … for mig gærne!” sagde han med Betoning, satte sig i Bevægelse og tog Vejen mod Politistationen.
Det var som om hans Hjærte var hørt op at slaa og han kunde ikke tænke. Endog Ængstelsen var borte og der var intet Spor mere af den forrige Energi, da han gik hjemme fra med den Tanke: der maa blive en Ende paa det! Der var indtraadt fuldstændig Ligegyldighed.
„Er det nu ogsaa Enden paa det?” tænkte han og gik langsomt og slapt langs Kanalbredden. „Men jeg vil alligevel have en Ende paa det, jeg vil … Er det nu ogsaa Enden paa det? Aa, det gør det samme! I al Fald faar jeg et Rum paa et Par Kvadratalen — he! Altsaa virkelig Ende paa det? … Skal jeg sige dem det — eller ikke? Eh … Fanden ivold med det Hele. Og træt er jeg ogsaa; bare jeg kunde
