223
bare Plankeværker og hvor der næsten ikke kommer Folk, — en Køkkenhave eller saadant et Sted. I Forvejen vilde jeg have udsøgt en Sten, omtrent et halvt Centner tung, et eller andet Sted i en Krog, under et Træ; denne Sten, som maaske kunde have ligget der i mange Aar, vilde jeg have væltet tilside — derunder maatte der vel være en liden Fordybning — og i denne Fordybning vilde jeg have lagt Pengene og Værdigenstandene. Saa havde jeg væltet Stenen ovenpaa, saaledes som den før laa, havde trampet Jorden godt til med Fødderne og gaaet min Vej. Derefter havde jeg i et Aar, eller to, tre Aar, ikke taget noget derfra, — naa, og saa kunde De jo have givet Dem til at søge!”
„De er gal!” sagde Sametow, der nu ogsaa næsten hviskede og pludselig rykkede bort fra Raskolnikow.
Dennes Øjne lynede, han var bleven frygtelig bleg og hans Overlæbe dirrede. Han bøjede sig ganske tæt ind til Sametow og bevægede Læberne uden at sige noget; det varede omtrent et halvt Minut; han vidste, hvad han gjorde, men kunde ikke lade være.
Den frygtelige Tilstaaelse vilde rive sig løs fra hans Læber, ligesom hin Dag, da han trak Krogen fra Døren: nu, nu maatte det frem, nu, med det samme. Han aabnede Munden!…
„… Naa, og hvis det nu virkelig var mig, som havde dræbt den gamle og Lisbeth?” sagde han pludselig.
Sametow saa' forstyrret op paa ham og blev saa hvid i sit Ansigt som Borddugen. Hans Læber fortrak sig til et Smil.
„Det vilde være umuligt!” sagde han med knap hørlig Stemme.
