222
„Saa, har han bevist det? Men saa faa fat i ham da!” udbrød han spydigt.
„Naa, hvad kommer det Sagen ved, han bliver nok fanget.”
„Af hvem? Vil De maaske fange ham! Saa faar De vist Lov til at løbe længe! Hos Jer er det jo en Hovedopgave at lægge Mærke til, hvem der giver mange Penge ud. Naar nogen har været knapt beslaaet og saa pludselig begynder at „slaa om sig” med Penge — ja saa naturligvis, saa har De ham! Et Barn kan føre an, naar det bare vil.”
„Det er netop fordi de alle bærer sig ad paa den Maade!” svarede Sametow. „Først kommer en og myrder paa den listigste Maade, vover sit Liv — og saa lader han sig straks efter fange paa en Knejpe. For det meste tager man dem, naar de flotter sig med Penge. Alle er jo ikke saadanne nogen snu Fyre som vi! De vilde naturligvis ikke gaa paa Knejperne.”
Raskolnikow rynkede Øjenbrynene og saa' stivt paa Sametow.
„Det lader til, De finder Smag i det, og nu ogsaa gærne vilde vide, hvorledes jeg havde handlet i dette Tilfælde?” spurgte han uvilligt.
„Ja, jeg skal ikke nægte, at jeg gærne vilde vide det,” svarede Sametow fast og alvorligt. Han blev næsten for alvorlig.
„Vil De virkelig meget gærne vide det?”
„Ja, meget gærne.”
„Godt. Jeg vilde altsaa gjort saaledes,” begyndte Raskolnikov og nærmere atter sit Ansigt til Sametows, betragtede ham stivt og hviskede, saa at Sametow endog foer lidt sammen. — „Jeg vilde altsaa gaaet saaledes til Værks: Penge og Værdisager havde jeg uden Ophold baaret hen til en eller anden afsides øde Plads, hvor der ikke er Huse, men
