Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/225

Denne side er blevet korrekturlæst

219

og stoppede ligesom ramt af en Tanke, der pludselig foer ham gennem Hovedet.

„Naa, „eller?” Hvad for et „eller?” Naa, hvad saa! kom med det!”

„Ingenting!…” svarede Sametow ærgerlig; „det Hele er Vrøvl!”

Begge tav.

Efter det pludselige Latteranfald var Raskolnikow bleven eftertænksom og mørk. Han lænede sig mod Bordet og støttede Hovedet i Haanden. Det syntes, som om han aldeles havde glemt Sametow.

Tavsheden varede temmelig længe.

„Hvorfor drikker De ikke Deres The? … den bliver kold,” sagde Sametow.

„The? … gærne for mig … Raskolnikow tog en Slurk, stak et Stykke Brød i Munden, og idet han betragtede Sametow, syntes han pludselig at huske alt og at vaagne op igen; hans Ansigt antog atter det tidligere spodske Udtryk.

Han blev ved at drikke The.

„Nu for Tiden sket der mange saadanne Slyngelstreger,” sagde Sametow. „Nylig læste jeg i Moskwaer Tidende, at de havde grebet en hel Falskmøntnerbande dèr. Det var et formeligt Selskab; de havde lavet Pengesedler.”

„Aa, det er allerede længe siden! Det er en hel Maaned siden, jeg læste om det,” svarede Raskolnikow roligt. — „Det er altsaa Skurke, mener De?” — tilføjede han.

„Naturligvis, hvad ellers?”

„Det? … Børn er det, Grønskollinger, men ikke Skurke! Et helt halvt hundrede Personer slaar sig sammen om sligt! Er der nogen Mening i det? Tre vilde jo have været for mange, og hver af dem maatte endda kunne stole paa de andre som paa sig selv. En eneste behøver jo bare at snakke