219
og stoppede ligesom ramt af en Tanke, der pludselig foer ham gennem Hovedet.
„Naa, „eller?” Hvad for et „eller?” Naa, hvad saa! kom med det!”
„Ingenting!…” svarede Sametow ærgerlig; „det Hele er Vrøvl!”
Begge tav.
Efter det pludselige Latteranfald var Raskolnikow bleven eftertænksom og mørk. Han lænede sig mod Bordet og støttede Hovedet i Haanden. Det syntes, som om han aldeles havde glemt Sametow.
Tavsheden varede temmelig længe.
„Hvorfor drikker De ikke Deres The? … den bliver kold,” sagde Sametow.
„The? … gærne for mig … Raskolnikow tog en Slurk, stak et Stykke Brød i Munden, og idet han betragtede Sametow, syntes han pludselig at huske alt og at vaagne op igen; hans Ansigt antog atter det tidligere spodske Udtryk.
Han blev ved at drikke The.
„Nu for Tiden sket der mange saadanne Slyngelstreger,” sagde Sametow. „Nylig læste jeg i Moskwaer Tidende, at de havde grebet en hel Falskmøntnerbande dèr. Det var et formeligt Selskab; de havde lavet Pengesedler.”
„Aa, det er allerede længe siden! Det er en hel Maaned siden, jeg læste om det,” svarede Raskolnikow roligt. — „Det er altsaa Skurke, mener De?” — tilføjede han.
„Naturligvis, hvad ellers?”
„Det? … Børn er det, Grønskollinger, men ikke Skurke! Et helt halvt hundrede Personer slaar sig sammen om sligt! Er der nogen Mening i det? Tre vilde jo have været for mange, og hver af dem maatte endda kunne stole paa de andre som paa sig selv. En eneste behøver jo bare at snakke
