218
min allerkæreste, meddeler jeg Dem … nej, endnu bedre: jeg tilstaar … Nej, heller ikke det var rigtigt: jeg aflægger en Tilstaaelse, og De forhører mig! Altsaa jeg aflægger den Tilstaaelse, at jeg har læst, at jeg har interesseret mig for, at jeg har ledt efter…” Raskolnikow gjorde en Pavse og kneb Øjnene — „at jeg er kommen hid for at lede efter Beretninger … om Mordet paa den gamle Embedsmandsenke!” tilføjede han endelig næsten hviskende og nærmede sit Ansigt tæt ind til Sametows. Denne saa stivt paa ham uden at røre sig. Sametow huskede senere, at de begge to derpaa havde været tavse et helt Minut og gensidig stirret paa hinanden.
„Naa, hvad er der med det, at De har læst?” raabte han pludselig uvilligt og utaalmodigt, — „hvad kommer det mig ved? Hvad er der med det?”
„Det er den samme gamle,” vedblev Raskolnikow atter hviskende, idet han ikke gav Agt paa Sametows Udbrud, — „den samme, kan De huske, som der blev talt om paa Politikontoret, da jeg besvimede. Kan De huske? Naa, begriber De nu?”
„Ja, hvad skal saa det betyde? Hvad er det, jeg skal begribe?” sagde Sametow allarmeret.
Raskolnikows ubevægelige og alvorlige Ansigt forandredes øjeblikkelig, og ligesom før brød han pludselig atter ud i den nervøse Latter; aldeles som om han ikke længere kunde holde den tilbage. I det samme stod det Øjeblik pludselig for ham med overordenlig Klarhed, da han stod bag hin Dør med Øksen i Haand, da Dørkrogen hoppede, da de Udenforstaaende bandede og skældte, og da han pludselig vilde raabe til dem, række Tunge ad dem, drille dem og le, le, le!…
„Enten er De forrykt, eller… sagde Sametow
