217
„Ildebrande interesserer ikke mig.” — Han kastede et ejendommeligt Blik paa Sametow, og et haanligt Smil krusede atter hans Læber. „Nej, det er ikke om Ildebrande, jeg læser,” vedblev han og blinkede til Sametow. „Tilstaa De kun, kære unge Mand, at De forskrækkelig gærne vilde vide, hvad jeg nu har læst.”
„Ikke paa nogen Maade, jeg spurgte lige hen i Vind og Vejr…”
„Hør nu, De er jo et dannet Menneske, bevandret i Literaturen … ikke sandt?”
„Jeg var i sjette Gymnasialklasse,” svarede Sametow med Værdighed.
„Helt oppe i sjette! … Ak, Du min søde Unge med Skilning i Nakken og Ringe paa Fingrene — en rig Mand! — Fy, Fanden hvad De er for en elskværdig Slubbert.” Raskolnikow lo ham lige op i Ansigtet med sin nervøse Latter. Den anden trak sig uvilkaarlig tilbage just ikke fornærmet, men dog meget forbavset.
„Ah, hvor besynderlig!…” bemærkede Sametow alvorligt. „Det forekommer mig, som om De endnu fantaserer.”
„Jeg … fantasere? Der lyver Du, min lille Ven! … Du synes altsaa, jeg er underlig? Men interessant, ikke sandt?”
„Javel, ganske vist.”
„Nu vilde De dog gærne for Eksempel vide, hvad det er, jeg kan have læst der; hvad jeg ledte efter i de gamle Aviser. Se bare, hvor mange Numre jeg har ladet Opvarteren bringe mig. Er det ikke mistænkeligt, he?”
„Men saa sig mig dog…
„Gør mig nu den Tjeneste at spidse Ørene!”
„Hvad skal nu det betyde!”
„Det skal jeg siden forklare Dem, men nu,
