216
hans Læber laa der et spodsk Smil, en pirrelig taalmodighed skinnede igennem.
„Jeg véd, at De var hos mig,” svarede han, — „jeg hørte det. De ledte efter Strømpen .... Véd De vel, at Rasumichin er helt indtaget i Dem? De var jo ogsaa med ham hos denne Lovise Iwanowna … De véd nok hende, som De tog Parti for den Gang, De vinkede endda til Løjtnant Pulver, og han forstod det ikke straks; husker De? At han ikke kunde forstaa det! — Sagen var jo klar … ikke sandt?”
„Men hvor han kan regne Stykker ud!”
„Løjtnanten?”
„Nej, Deres Ven, Rasumichin…”
„De fører imidlertid et behageligt Liv, Hr. Sametow; toldfri Adgang til de behageligste Huse! Hvem var det nu derinde, som hældte Dem Champagne i Halsen?”
„Javel, vi tog os et godt Glas derinde!… Hvorfor ikke, som De sagde … vi hældte i os!”
„Naa hvad? Man tager alting med! Ikke sandt?” Raskolnikow lo højt. „Det betyder ingen Ting, min Ven, bryd Dem ikke om det — føjede han til og slog Sametow paa Skulderen: — jeg mener ikke noget ondt med det, „det er jo bare for Spøg, som han sagde Arbejderen, der pryglede Mitka … i Affæren med den myrdede Pantelaanerske.”
„Hvad véd De egenlig om den Sag?”
„Jeg véd maaske mere om den end De!”
„Hvor De er underlig .... De er vist endnu syg? De burde ikke have gaaet ud saa snart.”
„Saa De synes, at jeg er underlig?”
„Ja. Hvad læser De der .... Aviserne?”
„Ja, Aviserne.”
„Staar der meget om Ildebrand i dem?”
