211
„Han hedder vel det, hans Forældre lod ham kalde i Daaben.”
„Aa, Du skulde vel ikke være fra Saraisk? Fra hvilket Guvernement er Du egentlig?”
Fyren saa endnu en Gang paa Raskolnikow.
„Hos os, Deres Højhed, gives der slet ikke noget Guvernement, bare en Kreds; og det var min Broder, som altid gjorde Rejserne, jeg sad hjemme og véd altsaa heller ingen Ting. Jeg beder, undskyld allernaadigst, Deres Højhed!”
„Er der Værtshus der oppe?”
„Det er en Beværtning, Billard finder De ogsaa dér, og Prinsesser finder De dèr … trala!”
Raskolnikow gik videre, over Pladsen.
Ved Hjørnet stod en tæt Menneskemasse, lutter Børder. Han trængte sig midt ind imellem dem og saa paa dem. Han havde helst givet sig i Snak med dem allesammen, men Bønderne agtede ikke paa ham. De stod i Grupper og snakkede løs.
Raskolnikow blev staaende, grundede lidt, og gik saa til højre langs med Fortovet henimod W-prospektet. Da han havde passeret Pladsen, kom han til et Stræde.
Han havde forhen været i dette Stræde, der gik i en Vinkel og førte fra Pladsen ud til Havegaden. I den senere Tid, naar han var i daarligt i Humør, var der endogsaa noget, som drog ham til denne Afkrog, saa han kunde blive endnu mere ilde til mødes Men nu kom han hid, uden at have tænkt paa det.
Et stort Hus, i hvilket der kun er Øl- og Vintappere, ligger paa dette Strøg; uafbrudt smutter Kvinder fra Naboskabet ud og ind her, uden Hat og Overtøj! Paa to, tre Steder stimler de sammen paa Fortovet i Grupper, især ved Indgangen til Par-
