208
„Siden! Jeg vil sove: „Gaa nu…”
Han vendte sig krampagtigt om mod Væggen; Nastasia gik.
XIII.
Da Nastasia var gaaet, stod Raskolnikow op, satte Krogen paa Døren og løste Knuderne paa det Bundt, som Rasumichin før havde bragt og atter pakket sammen. Han begyndte derefter at klæde sig paa.
Han fandt det helt besynderligt, at han pludselig atter syntes at være bleven ganske rolig; den sanseløse Fantaseren og den Skræk, som i den sidste Tid, havde plaget ham, var nu helt forsvunden.
Der var i det første Minut en ejendommelig, pludselig Ro over ham. Hans Bevægelser var bestemte og klare, en fast Hensigt syntes at besjæle ham. „Endnu i Dag, endnu i Dag!” hviskede han. Han forstod imidlertid, at han var svag, men en mægtig, aandelig Energi, der havde bragt ham til en vis Ro, til en fiks Idè, gav ham Kraft og Selvbevidsthed; han haabede, at han ikke skulde falde om paa Gaden.
Da han havde taget de nye Klæder paa, saa han paa de Penge, som laa paa Bordet, grundede lidt og stak dem i Lommen. Han tog ogsaa de Kobberpenge, som Rasumichin havde givet ham tilbage.
Saa løftede han sagte Krogen fra Døren, gik ud, ned ad Trappen og kastede et Blik ind i Køkkenet, til hvilket Døren stod helt aaben; Nastasia vendte
