202
Det er temmelig sikkert nok en af Pantelaanerne, som er „Morderen”, sagde Sossimow.
„Utvivlsomt!” svarede Rasumichin. „Porphyrius siger vistnok ingen Ting om, hvad han mener, men han vedbliver at forhøre Pantelaanerne.”
„En af Pantelaanerne?” spurgte Raskolnikov højt.
„Ja! — hvorfor spørger Du om det?”
„Ikke for noget”.
„Men hvor faar han fat i dem?” spurgte Sossimow.
„Koch har anvist ham et Par; Navnene paa nogle andre var noterede paa Omslaget om Genstandene, og nogle kom af sig selv, da de hørte…”
„Naa, det maa da have været en durkdreven Gavtyv! Hvilken Frækhed og hvilken uhørt Dristighed!”
„Det er jo netop Sagen!" afbrød Rasumichin ham. „Det er den Tro, som bringer jer alle bort fra Sporet. Jeg paastaar, at Morderen var ikke durkdreven, og det var sikkerligen hans første Skridt paa den Bane! Antager Du, at vi her har at gøre med snu Beregning og en øvet Kanalje, saa bliver det hele usandsynligt. Men antager Du, det var en uerfaren Begynder, saa følger deraf, at kun Tilfældet kan have reddet ham, og hvor meget kan man ikke takke Tilfældet for! Aa, nej, han har maaske ikke en Gang forusét Hindringer! Og hvordan har han udført sin Bedrift? Han røver Ting til en Værdi af ti, tyve Rubler, fylder Lommerne dermed, roder omkring i en gammel Kones Kuffert, i Klude og Lapper — og i den øverste Kommodeskuffe fandt man i et Skrin, foruden Værdipapirer, halvandet Tusind i Kontanter! Ikke en Gang at røve har han forstaaet, bare at dræbe! En fersk Fyr, siger
