196
tav dog. Han anstrængte sig for at begribe, hvad det altsammen skulde betyde.
Tavsheden varede omtrent et Minut.
Imidlertid begyndte Raskolnikow, der under sit Svar atter havde vendt sig en Smule mod ham, at betragte ham paany og med en vis Nysgærrighed, som om han før ikke havde set nøje nok paa ham, eller som om der var noget nyt, som vækkede Erindringer hos ham.
Lushins Ydre forraadte virkelig Brudgommen, som Raskolnikow nylig saa løst henkastet havde kaldt ham.
Lushin havde benyttet Tiden til at klæde sig i nyt Tøj fra Top til Taa, hele hans Paaklædning kom lige fra Skræderen og var af allerfineste Slags. Det var kun for nyt og forraadte derfor vel stærkt Hensigten. Selv den nye, elegante Cylinder, som han holdt værdig i Haanden, stod i Samklang med hans Habit og ligeledes de nydelige lyse Glaçehandsker.
I Lushins Dragt var lyse og ungdommelige Farver fremherskende. Han var forsynet med det fineste og nyeste Linned, og alt passede ham fortræffeligt. Hans Ansigt, der var frisk og ret kønt, syntes at vidne om, at han ikke var naaet de fem og fyrretyve Aar. Haaret havde vel nok et Anstrøg af graat, men var lige blevet behandlet hos Frisøren, dog ikke paa den sædvanlige latterlige Maade, der giver et dumt Udseende. Han havde vel vedligeholdt mørkebrunt Kindskæg.
Naar der i dette temmelig velformede og solide Fysiognomi var noget ubehageligt og frastødende, laa det i helt andre Aarsager.
Efter at Raskolnikow saa uceremoniøst havde betragtet Lushin, smilte han haanligt og saa atter mod Loftet.
