193
rationsforandring. Vedkommende Herre havde hurtigt begrebet, at her i denne „Skibskahyt” og under de forhaandenværende Omstændigheder vilde en værdig stræng Mine ikke være paa sin Plads, han blev lidt mere diplomatisk og heftigere, og idet han gav sine Ord og Stavelser et tydeligt Eftertryk, rettede han det Spørgsmaal til Sossimow:
„Er Rodion Romanytsch Raskolnikow, Student eller forhenværende Student at træffe her?”
Sossimow vilde maaske have svaret, hvis ikke Rasumichin var kommen ham i Forkøbet, skønt Spørgsmaalet ikke var rettet til ham:
„Han ligger der paa Sofaen! Og De, — hvad vil De?”
Dette familiære: „Hvad vil De?” stødte den affekterede Herre; han havde allerede næsten vendt sig om mod Rasumichin, men standsede i rette Tid og vendte atter spørgende sit Blik mod Sossimow.
„Det er Raskolnikow!” fik Sossimow sagt, idet han pegede hen paa den Syge, hvorefter han gabede overordenlig længe med vidt opspilet Mund. Saa trak han sit tunge Guld Remontoirur op af Vestelommen, aabnede det, saa paa det og stak det derpaa ligesaa langsomt og flegmatisk ned igen.
Raskolnikow laa hele Tiden tavs og saa stivt og tilsyneladende tankeløst paa den Nykomne. Hans Ansigt var overordenlig blegt og lidende, som om han lige havde gennemgaaet en kvalfuld Operation eller Tortur. Den nyankomne Herre tiltrak sig imidlertid mere og mere hans Opmærksomhed; en Følelse af Uro, Mistro og Frygt begyndte at røre sig i ham. Da Sossimow pegede paa ham og sagde: „Det er Raskolnikow,” rejste han sig pludseligt med et Sæt, satte sig paa Sengekanten og sagde med udfordrende men svag Stemme:
„Ja! jeg er Raskolnikow! Hvad vil De?”
