191
svarede Rasumichin ærgerlig. — Hverken Koch eller Pestrakow har set de to Arbejdere da de gik op, og deres Vidnesbyrd vilde nu heller ikke have synderlig Værdi. „Vi saa,” siger de, „at Lejligheden stod aaben, og at der sandsynligvis blev arbejdet derinde, men da vi gik forbi, gav vi ikke synderlig Agt paa det og kan ikke huske, om der i det Øjeblik var Arbejdere derinde eller ikke.”
„Hm! Hele Retfærdiggørelsen bestaar altsaa i, at de har pryglet hinanden og let. Antaget at dette er et stærkt Argument, men … tillad mig, hvorledes vilde du selv forklare det Faktum, Fundet af Ørenringene, naar han virkelig som paastaaet skulde have fundet dem derinde?”
„Hvorledes jeg forklarer det? Hvad er der at forklare ved det? Sagen er ganske simpel! I det mindste er den Vej, man har at slaa ind paa, den rigtige og Etuiet har vist den. Den virkelige Morder har mistet Ørenringene; han var ovenpaa, da Koch og Pestrakow bankede paa, og han stod bag Døren. Koch begik den Dumhed at gaa ned; Morderen er ogsaa løbet ned, thi anden Udvej havde han ikke. Fra Trappen af søgte han Skjul for Koch og Pestrakow og Portneren i det Øjeblik, da Dimitrij og Mikolai var løbne ned; han stod i den tomme Lejlighed, da Portneren og de andre gik op, ventede til han ikke hørte Skridt længer, og gik derpaa rolig ned, just som Dimitrij og Mikolai var løbne ud paa Gaden, og ingen mere befandt sig i Porten. Maaske har en eller anden set ham uden at agte paa ham; der passerer jo saa mange! Og Æsken er han kommen til at rive op af Lommen, da han stod bag Døren, og han har ikke lagt Mærke til det, da han jo havde vigtigere Ting at tænke paa. Men Æsken beviser, at han maa have staaet der. Saaledes er det gaaet til!”
