190
„Det er ganske vist besynderligt! ja umuligt, men…”
„Nej, min Ven, ikke noget men … for naar Ørenringene, som samtidig er i Hænderne paa Mikolai, virkelig er et vigtigt og faktisk Bevis mod ham det Bevis, som forøvrigt skyldes den Anklagedes Forklaring og derfor kun er et angribeligt Bevis — saa maa man ogsaa tage de frikendende Omstændigheder i Betragtning, saa meget mere som de er uimodsigelige. Og hvad mener Du iøvrigt: ligger det vel i vor Jurisprudens Karakter at erkende et Faktum, der udelukkende støtter sig paa en sykologisk Umulighed eller paa en Sindsstemning, som er uimodsigelig, og som ophæver alle anklagende og saglige Fakta, af hvilken Art de end maatte være, eller har den kun Ævnen til at erkende den? Nej, den har ikke denne Ævne, ikke paa nogen Maade, thi man har fundet Æsken hos Ham, og han har villet hænge sig, hvilket dog kun kan forklares paa den Maade, at han har været sig sin Forbrydelse bevidst”. Saaledes argumenterer de, det er i deres Øjne Hovedsagen, og det er det, som oprører mig! Forstaar Du nu?”
„Ja, jeg ser nok, at Du er oprørt. Vent lidt, jeg har glemt at spørge, hvoraf man slutter, at Æsken med Ørenringene virkelig skriver sig fra den Gamles Kuffert?”
„Det er bevist,” svarede Rasumichin mut; „Koch har genkendt Genstandene og nævnet Pantelaaneren, og denne har godtgjort, at de virkelig tilhørte ham.”
„Det er slemt! Men endnu en Ting til: Har Ingen set Mikolai paa den Tid, da Koch og Pesträkow første Gang gik op, og kunde man ikke bevise det?”
„Det er netop Knuden; Ingen har set ham,”
