187
Vrøvl, og den anden Portner ligeledes. Hans Kone, som kom ud, skældte ogsaa ud, og en Herre, som var kommen ind i Porten med en Dame, tiltalte os i samme Tone, fordi Milrij og jeg var i Vejen for dem; jeg havde faaet Mit'ka fat i Haartoppen og kastet ham overende og slog ham, og han slog igen. Men det hele var kun Spøg. Mit'ka slap endelig løs og løb ud paa Gaden, og jeg efter ham; men jeg kunde ikke fange ham igen og gik derfor alene tilbage til Lejligheden, — for vi skulde endnu rydde op efter endt Arbejde. Jeg begyndte at lægge Værktøjet tilside og ventede paa Mitrij for at gaa hjem sammen med ham. Da traadte jeg ude i Forstuen, i Krogen bag Døren, paa en Genstand. Jeg saa efter og opdagede noget viklet ind i et Papir. Jeg tog det ud og lukkede de smaa Kroge op — og saa var Ørenringene derindeni…”
„Bag Døren? Laa det bag Døren? Bag Døren?” raabte pludselig Raskolnikow, der med mørke, ængstelige Øjne stirrede paa Rasumichin og langsomt rejste sig op i Sengen.
„Ja … hvad er der paafærde? Hvad gaar det af Dig?” — Rasumichin rejste sig.
„Ingenting! …” sagde Raskolnikow knapt hørligt, idet han atter lagde sig ned paa Puden og vendte sig om mod Væggen.
Alle tav en Stund.
„Han var vist ved at falde i Søvn og blev pludselig vækket,” sagde endelig Rasumichin og saa spørgende paa Sossimow; denne benægtede Rasumichins Forklaring ved at ryste let paa Hovedet.
„Naa, bliv ved,” sagde Sossimow, „hvordan gik det videre?”
„Videre? Han saa knapt Ørenringene, før han glemte Huset, og Mitka tog sin Hue, løb af Sted til Duschkin og fik af ham, som Du ved, en Rubel;
