13
lysere, som han pludselig følte sig befriet fra en tung Byrde, og han saa mere fornøjet paa de tilstedeværende. Men han havde dog en svag Følelse af, at der ogsaa var noget sygeligt i denne lysere Stemning.
Nu var der kun faa Mennesker i Knejpen. Foruden de to Berusede, han mødte paa Trappen, havde nylig et Selskab, bestaaende af syv Mænd og en Pige med Harmonika, forladt Kælderen. Der var nu blevet saa roligt dernede. En Mand, der saa ud til at være Borger, sad bag sit Glas. Hans Kammerat, en tyk Kæmpekarl i en svær Jakke og med graat Skæg, var allerede fuld og laa hen ad Bænken; en Gang imellem, lige som i Drømme, slog han ud med Armene og knipsede med Fingrene, eller løftede Overkroppen, uden at rejse sig fra Bænken, medens han samtidig med Anstrængelse forsøgte at synge nogle Strofer af en Vise:
„I et Aar har jeg elsket min Kone,
i et Aar har jeg elsket min Ko—o—ne…”
Efter at han saa havde været rolig nogle Minuter, begyndte han paa en ny Vise, men ingen tog Del heri; hans tavse Kammerat syntes tværtimod at føle sig ilde berørt af disse Udbrud. En Mand, der lignede en afskediget Embedsmand, sad alene ved et Bord; af og til drak han af sit Glas og saa sig om. Han syntes ogsaa at være i en vis ophidset Sindstilstand.
II.
Raskolnikow var ikke vant til at færdes meget mellem Folk; han var, som sagt, formelig menneskesky,
