Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/189

Denne side er blevet korrekturlæst

183

og ni” — læg Mærke til Dag og Time — „kommer en Arbejder, en Malersvend ved Navn Mikolai løbende ind til mig. Han havde flere Gange i Løbet af Dagen været hos mig og bringer mig nu denne Æske her med Guld-Ørenlokker, og beder mig laane ham to Rubler paa dem. Da jeg spurgte, hvor han havde dem fra, sagde han, at han havde fundet dem paa Fortovet. Jeg spurgte ham ikke videre ud — sagde Duschkin — men gav ham en Seddel — det vil sige en Rubel — for jeg tænkte, at hvis jeg ikke tog Ørenlokkerne, tog en anden dem; drukket op blev de alligevel. Altsaa kunde de lige saa gærne ligge hos mig. Skulde der komme noget ud af det, eller der skulde der høres noget — saa mælder jeg mig.”

„Naturligvis,” indskød Rasumichin, „var det Løgn altsammen! Jeg kender ham, denne Duschkin, han er selv Pantelaaner og Hæler og vil ikke tage en Genstand paa tredive Rublers Værdi fra Mikolka i den Hensigt at give den fra sig igen. Det var blot Frygten, som drev ham til det. Fanden maa tage ham! Men Duschkin bliver ved: — „Denne Mikolai Dementjew kender jeg fra Barnsben af; han er en Landsmand af mig, vi er begge fra Provinsen Rjasam. Jeg kan ikke sige, at han er en egenlig Drukkenbolt, men han plejer dog af og til at tage sig en Taar over Tørsten, og jeg vidste, at han arbejder derover i Huset, hvor han stryger sammen med Mitrij, der ogsaa er fra samme Provins. Da han nu havde faaet Seddelen, vekslede han den ogsaa straks og drak to Snapse, den ene efter den anden, saa tog han Resten af Pengene og gik. Mitrij var ikke med ham ved den Lejlighed. Næste Dag hørte vi at Aljona Ivanowna og hendes Søster Lisbeth var blevne slaaede ihjæl med en Økse; vi kendte dem, og saa begyndte vi at tvivle om,