158
Hun betragtede ham opmærksomt.
„Hvem skulde vel have Pryglet Værtinden?”
„Nylig for en halv Time siden, Ilja Petrowitsch, Politiadjudanten, paa Trappen … hvorfor pryglede han hende og … hvorfor kom han?”
Nastasia rynkede Panden og saa længe tavs paa ham. Denne Stirren var ham ubehagelig og ængstede ham.
„Nastasia, hvorfor tier Du? spurgte han ængstelig og med svag Stemme.
„Det er Blodet,” sagde hun endelig sagte og ligesom talende med sig selv.
„Blodet … hvad for Blod?…” mumlede han, idet han blegnede og rykkede sig ind til Væggen.
Nastasia vedblev at se stivt paa ham.
Der er Ingen, som har slaaet Værtinden, sagde hun endelig i en stræng og afgørende Tone.
Han saa paa hende og kunde knapt trække Vejret.
„Jeg hørte det jo … jeg sov ikke … jeg sad oppe,” sagde han endnu mere ængstelig. — Jeg lyttede længe … Politiløjtnanten var det … Folk stimlede sammen paa Trappen.”
„Her har Ingen været! Det er Blodet, som jager i Dig. Naar det ikke faar frit Løb, men stanser, saa kommer der saadanne Galskaber i Hjernen … Vil Du spise nu?”
Han svarede ikke. Nastasia stod endnu et Øjeblik og saa paa ham.
„Drikke … lille Nastasia!”
Hun gik ned og hentede Vand til ham; — herefter kunde han kun huske, at han havde drukket en Taar af Glasset og spilt paa sig. Saa tabte han Sans og Samling.
