157
og ned!.... „Men hvorfor, og med hvad Ret?” gentog han og troede han skulde blive forrykt. Men nej, han hørte det jo tydeligt! Altsaa vil man naturligvis straks komme op til ham, thi .... det er dog sikkert nok derfor .... for det fra i Gaar .... Herre Gud!
Han vilde sætte Krogen for Døren, men kunde ikke løfte Armen … og saa vilde det jo være ganske unyttigt. Angsten laa som en Isblok over ham, trykkede ham, stivnede ham … Endelig fik det en Ende … lidt efter lidt blev det roligere, det kunde have varet omtrent ti Minuter. Værtinden jamrede sig og stønnede, Ilja Petrowitsch truede og bandede endnu.
Endelig blev ogsaa han stille, man hører ham ikke mere; skulde han være gaaet sin Vej? Herre Gud! .... Ja, ogsaa Værtinden fjerner sig grædende … nu lukkes Døren hos hende … Folk gaar hver til sit — man hører endnu, at Folk skændes og skriger op, snart højt, snart i lidt mere dæmpet Tone. Der maa have været mange; hele Huset var vist paa Benene. „Men Du store Gud, er det muligt! … og hvorfor, hvorfor skete det!”
Raskolnikow sank atter udmattet ned paa Sofaen, men kunde ikke mere lukke Øjnene; en halv Times Tid laa han i denne Tilstand, i Følelsen af en saa grænseløs Skræk, som han endnu aldrig havde kendt den. Pludselig blev det lyst i hans Værelse. Nastasia kom ind med et Lys og en Tallerken Suppe. Efter at hun opmærksomt havde betragtet ham og seet, at han var vaagen, satte hun Lyset fra sig og satte Brød, Salt, Ske og Tallerken paa Bordet.
„Du har vist ingen Mad faaet siden igaar og drevet omkring hele Dagen, medens Feberen rumsterer i Dig.”
„Nastasia … hvorfor fik Værtinden Prygl?”
