151
„Staar det saadan til med Dig, Broder? Du har jo endog overtruffet os andre,” tilføjede han, idet han saa paa Raskolnikows lurvede Dragt. — „Men sæt Dig da ned, Du maa være træt!” — og da Raskolnikow satte sig i Voksdugssofaen, saa Rasumichin først, at hans Gæst var syg.
„Men Du er alvorlig syg, véd Du det?” — Han vilde føle ham paa Pulsen, men Raskolnikow rykkede sin Haand bort.
„Det behøves ikke,” sagde han; „jeg kommer for … ja, jeg har ingen Timer … jeg vilde gærne … for Resten, det kan være det samme med Timerne.”
„Véd Du hvad? Du fantaserer jo!” bemærkede Rasumichin og iagttog ham nøje.
„Nej, jeg fantaserer ikke…” Raskolnikow rejste sig. Da han gik op til Rasumichin, havde han ikke tænkt over, at han dog kom til at staa Ansigt til Ansigt med ham. Først nu i dette Øjeblik følte han, at han slet ikke var oplagt til at mødes med nogen. Han havde jo næsten tabt Mælet af Vrede mod sig selv, skønt han jo knapt var kommen indenfor Døren endnu.
„Farvel!” sagde han pludselig og gik henimod Døren.
„Naa, vent dog lidt, din Nar!”
„Det behøves ikke!” svarede Raskolnikow og trak sin Haand atter ud af hans.
„Hvorfor Fanden er Du da kommen herop? Er Du ikke ved dine fulde fem? Du tilføjer mig jo lige frem en Fornærmelse … jeg lader Dig ikke gaa paa den Maade!”
„Naa, saa hør: Jeg er kommen op til Dig, fordi jeg ikke kender nogen anden, som kunde hjælpe mig … at begynde … Du er bedre, — det vil
