150
og i Forgaars plagede jeg mig ligeledes — hele Tiden. Naar jeg bare bliver rask igen, saa holder disse Pinsler op. Men hvis jeg nu ikke bliver frisk? … Herre Gud, hvor alt dette er modbydeligt!”
Han gik videre uden at standse. Nu var det ham kun om at gøre at adsprede sig, men han vidste ikke, hvordan han skulde bære sig ad med det. En ubetvingelig Følelse af Væmmelse ved alt, hvad der omgav og mødte ham, en haardnakket, ubetvingelig Følelse af Had greb ham. Helst vilde han have spyttet paa eller bidt den, der skulde falde paa at tale til ham…
Da han var kommen til Bredden af Lille-Newa paa Wassilij Ostrow, standsede han. „Der boer han, i det Hus. Hvad vil det sige; her er jeg jo kommen til Rasumichin, jég ved ikke hvordan! Netop som den Gang … Er jeg kommen herhen med Villie, eller var det et Tilfælde! For Resten kan det være ligegyldigt … i Forgaars, tror jeg … sagde jeg … at jeg en Dag derefter skulde gaa op til ham; naa, og derfor er jeg her nu! Hvorfor skulde jeg da ikke kunne gaa op til ham nu?…”
Han gik op ad Trappen til Rasumichin, i femte Etage.
Rasumichin var hjemme og aabnede Døren for ham. De havde næsten ikke set hinanden paa fire Maaneder. Rasumichin, der var sysselsat ved Skrivning, gik i sin hullede Slaabrok og havde Tøfler paa de bare Fødder; han var ukæmmet, uraget og uvasket.
„Hvad er det, som fejler Dig?” sagde han meget forundret, idet han betragtede sin Kammerat fra Hoved til Fødder; saa tav han et Øjeblik, men gav sig derpaa til at fløjte.
