144
Raskolnikow tog sin Hat og gik henimod Døren, men kom ikke saa langt…
Da han atter besindede sig, saa han, at han sad paa en Stol; til højre understøttede nogen ham, og til venstre stod en anden med et Glas, der var fyldt med en gulagtig Vædske; foran ham stod Nikodim Fomitsch og saa opmærksomt paa ham. Raskolnikow vilde rejse sig.
„Hvad betyder dette, er De syg?” spurgte Nikodim Fomitsch temmelig skarpt.
„Allerede da han underskrev, kunde han knapt holde fast om Pennen,” bemærkede Sekretæren, idet han satte sig paa sin Plads og atter tog sine Papirer frem.
„Har De været syg længe?” spurgte Ilja Petrowitsch, som sad paa sin Plads og bladede i Papirer. Han havde ogsaa været henne og seet paa den Syge, medens denne var besvimet, men gik straks tilbage til sin Plads, da Raskolnikow kom til sig selv igen.
„Siden i Gaar…” stammede Raskolnikow.
„Gik De ud i Gaar?”
„Ja.”
„De var syg!”
„Ja.”
„Hvilket Klokkeslet?"
„Klokken otte om Aftenen.”
„Og hvorhen, om man tør spørge?”
„Paa Gaden.”
„Kort og tydeligt!”
Raskolnikow havde svaret skarpt og kort; han var kridhvid i Ansigtet, men slog ikke sine sorte, glødende Øjne ned for Ilja Petrowitsch's Blik.
„Han kan knap staa paa Benene, og Du…” forsøgte Nilodim Fomitsch at lægge ind.
„Gør ingen Ting!” … sagde Ilja Petrowitsch
