140
vedblev trods den Møje, det nu syntes at foraarsage ham:
„Men tillad mig, De vil da vel tillade mig, at jeg fremstiller Sagen fra min Side, saaledes som al Ting er gaaet for sig … skønt det kan være overflødigt at fortælle det, jeg er ganske enig med Dem. — For et Aar siden døde denne Pige af Tyfus, jeg derimod vedblev at bo til Leje dèr, og da Værtinden flyttede til sin nuværende Bolig, sagde hun venskabeligt til mig … at hun havde Tillid til mig … men om jeg ikke vilde udstede et Laanebevis til hende paa hundrede og femten Rubler, da jeg skyldte hende saa meget. Tillad mig, hun sagde udtrykkelig, at saasnart jeg havde underskrevet dette Papir, vilde hun kreditere mig saa meget det skulde være, og at hun aldrig, aldrig selv … det var hendes egne Ord … skulde gøre Brug af dette Papir, indtil jeg selv betalte hende … og nu, da jeg har mistet mine Elever, da jeg ikke véd, hvor jeg skal faa Mad fra, nu stævner hun mig … hvad skal jeg da sige til en saadan Behandlingsmaade?”
„Alle disse sentimentale Detailler vedkommer ikke os,” afbrød Ilja Petrowitsch kort. „De maa afgive en skriftlig Erklæring og Forpligtelse; om De var forelsket eller ikke, alle disse tragiske Floskler har vi ikke noget at gøre med.”
„Men De er ogsaa altfor haard,” brummede Nikodim Fomitsch og satte sig til Bordet for at underskrive Papirer. Han skammede sig formelig.
„Skriv altsaa,” sagde Sekretæren til Raskolnikow.
„Hvad skal jeg skrive?” spurgte denne.
„Jeg skal diktere Dem.”
Raskolnikow fik det Indtryk, at Sekretæren nu behandlede ham mere ringeagtende og affejende, siden
