139
trykt af Fattigdom, og kun en forhenværende Student, da jeg nu ikke er i Stand til at fortjene mit Livsophold. Men jeg faar nok Penge … og saa skal jeg betale. Jeg har Moder og Søster i Guvernementet R … de vil nok sende mig Penge, og jeg vil betale. Min Værtinde er en god Kone, men hun er bleven saa vred, at hun ikke længer sender mig Mad, fordi jeg har mistet mine Timer og ikke har betalt hende i fire Maaneder … Jeg begriber ikke, hvad dette er for en Veksel! Hun forlanger nu Betaling af mig i Følge Veksel, men hvorledes skal jeg kunne betale, ja døm selv!…”
„Ja, men det kommer da ikke os ved…” begyndte Sekretæren.
„Jeg er ganske enig med Dem, men tillad mig dog at forklare Dem,” afbrød Raskolnikow ham, idet han stadig henvendte sig til Nikodim Fomitsch og om muligt ogsaa til Ilja Petrowitsch, skønt denne lod som om han rodede omkring i Papirerne og ringeagtede ham for meget til at skænke ham nogen Opmærksomhed; „tillad mig at bemærke, at jeg har boet hos hende i næsten tre Aar, lige siden min Ankomst fra Provinsen, og før … før … ja hvorfor skulde jeg nægte det, lige i Begyndelsen gav jeg hende det Løfte, at jeg skulde gifte mig med hendes Datter, et mundtligt Løfte, ganske frivilligt … Det var en kvik Pige … og forøvrigt syntes jeg godt om hende … skønt jeg ikke var forelsket i hende … med ét Ord, Ungdom; d. v. s. jeg mener, at den Gang gav Værtinden mig Kredit, udstrakt Kredit; jeg førte den Gang et saadant Liv … jeg var meget letsindig…”
„Man kræver slet ikke denne Fortrolighed af Dem, min Herre; vi har heller ikke Tid til sligt,” afbrød Ilja Petrowitsch ham grovt og højtideligt.
Men Raskolnikow var kommen i Aande og
