137
„… Altsaa siger jeg Dig, højstagtede Lawisa Iwanowna, og jeg siger Dig det for sidste Gang,” vedblev Løjtnanten roligere, „at hvis der hos Dig, i dit anstændige Hus, endnu en eneste Gang sker en slig Skandale, saa tager jeg Dig selv ved Vingebenet, som man plejer at sige. Altsaa en Journalist, en Avisskriver var det, som i et „anstændigt Hus” lod sig betale fem Rubler for sine Frakkeskøder? Ja, saadan er de, disse Herrer Journalister og Literater!” Her kastede han et foragteligt Blik hen paa Raskolnikow. „I Forgaars var der i Værtshuset samme Historie, — man spiser til Middag, men ønsker helst at slippe for at betale; jeg vil beskrive det altsammen i en Satire, siger Fyren. Paa Dampbaaden var der forrige Uge en anden, som udskældte en agtværdig Statsraads Familie, Moder og Datter, med de gemeneste Ord. Fra et Konditori blev en lignende Laban nylig kastet ud. Og saadan er de allesammen, disse Herrer Skribenter, Literater, Studenter og Journalister .... fy! Og Du, pak Dig! Jeg skal selv holde Øje med Dig … pak Dig; Har Du forstaaet mig?”
Luise Iwanowna begyndte med forøget Hurtighed at smile og neje til alle Sider, lige hen til Døren; men i Døren sendte hun sin Bagdel lige mod en statelig Officer. Han havde et frisk, aabent Ansigt, et tykt, lyst Kindskæg — det var Nikodim Fomitsch[1] selv, Politidistriktets Formand. Luise Iwanowna nejede hurtigt, næsten lige ned til Gulvet, og hoppede, trippede, fløj ud af Kontoret.
„Naa, atter Bulder, atter Torden og Lynild, Hvirvelvind og Orkan!” vendte Nikodim Fomitsch
sig elskværdigt og venskabeligt til Ilja Petrowitsch,
- ↑ Nikodemus, Søn af Thomas.
