Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/138

Denne side er valideret

132

slet ikke Agt paa hende, og hun vovede ikke i hans Nærhed at sætte sig ned igen.

Officeren var Adjudant hos Kvartalsinspektøren og havde et udstaaende rødligt Overskæg, hans Ansigt havde intet særligt Udtryk, naar undtages en vis Frækhed. Han kastede et misfornøjet Sideblik paa Raskolnikow, hvis Dragt var saa lurvet, men trods sit uanselige Ydre indtog en Holdning, som harmonerede saa lidet dermed. Raskolnikow begik ogsaa den Uforsigtighed at stirre for længe paa ham, saa Officeren endog lod til at føle sig fornærmet.

„Hvad er det du vil?” henvendte han sig til ham, forundret over, at en saa lurvet Person ikke trak sig tilbage for hans lynende Blikke.

„Jeg er stævnet .... har faaet Ordre til at møde svarede Raskolnikow med klangløs Stemme.

„Det er for en Gældsfordring, en Student!” skyndte Sekretæren sig at føje til. „Der, læs!” vedblev han, kastede et Hæfte hen foran Raskolnikow og pegede paa Stedet, som gav Oplysning om Gælden.

Gæld? hvad for en Gæld? tænkte Raskolnikow, altsaa dog i det mindste ikke det! Og han foer sammen af Glæde. Pludselig følte han sig saa ubeskrivelig let — som om der var taget en Byrde fra ham.

„Til hvilken Time er De stævnet, min Herre?” raabte Løjtnanten, som, Gud véd af hvilken Grund, følte sig fornærmet; „De skulde møde Klokken ni, og nu gaar den til tolv!”

„Jeg fik først Stævningen for et Kvarter siden”, sagde Raskolnikow højt og sideværts; han var nu pludselig bleven ærgerlig, hvad der for Resten syntes at gøre ham godt. „Det er vel nok, at jeg overhovedet kommer, da jeg har Feber.”

„Vil De være saa god at skrige lidt mindre op her!”