131
daarlig Luft her, tilføjede han, denne Lummervarme, det svimler for mig … og selv min Forstand…
I hans Hoved var der et frygteligt Virvar; han troede knapt paa, at han skulde kunne beherske sig. Bare hans Tanker kunde fæste sig paa noget bestemt, blot en ubetydelig Ting. Men det lykkedes ham ikke.
Sekretæren interesserede ham forøvrigt, han havde gærne villet læse hans Tanker og gennemskue ham. Det var en ung Mand paa et Par og tyve Aar, men han saa ældre ud; han var mørk og havde livlige Træk; hans Klædning var lidt lapset, det friserede og pomadiserede Haar var skilt i Nakken; han bar en Mængde Ringe paa de omhyggeligt vaskede Fingre samt Guldkæde over Vesten. Med en af de nærværende Fremmede talte han endogsaa nogle Ord fransk og det slet ikke saa ilde.
„Luise Iwanowna, værs'god at sætte Dem ned”, sagde han flygtig til den pyntede, purpurrøde Dame, der ikke havde dristet sig til at tage Plads, skønt der stod en Stol lige ved Siden af hende.
„Jeg takker”, sagde hun paa tysk og satte sig, mens den vide Silkekjole raslede om hende. Hun optog næsten det Halve af Værelset og Parfumen spredte Vellugt omkring hende. Hun syntes at være forlegen over, at hun optog saa megen Plads og duftede saa stærkt, men smilte lidt ængstelig med et Anstrøg af Frækhed og var urolig.
Den sortklædte Dame var færdig og rejste sig.
Pludselig traadte en Officer ind paa en lidt støjende Maade. Han havde raske Manerer og bevægede Skuldrene for hvert Skridt, kastede Huen paa Bordet og satte sig i Lænestolen. Da den pyntede Dame saa ham, sprang hun op fra Stolen, og begyndte at neje og gøre sig fidel, men Officeren gav
