127
de afskaarne Frynser og Strømpen og den afrevne Lomme; — i den Stilling var han sovet ind. Bagefter, da han tænkte over det, huskede han, at han i sin halvvaagne Febertilstand hver Gang havde trykket det altsammen fast i Haanden og saa atter var sovet ind.
„Hvad er det dog for nogen Klude, han har faaet fat i, og sover med ligesom med en Kæreste…” sagde Nastasia og lo. Raskolnikow stak det altsammen ind under Frakken og stirrede paa hende. Skønt han i dette Øjeblik ikke var i Stand til at bedømme nogen Ting fornuftigt, saa følte han dog, at man ikke vilde behandle et Menneske saa mildt, naar man agtede at sætte ham fast. „Men … Politiet?”
„Te skal Du drikke! Vil Du have, at jeg skal hente lidt; der er lidt tilovers…”
„Nej … jeg vil gaa, jeg vil gaa straks,” mumlede han og rejste sig.
„Jeg tror ikke engang, Du naar at komme ned paa Gaden.”
„Jeg vil gaa…”
„Naa, som Du vil!”
Hun gik sin Vej efter Portneren.
Han slæbte sig hen til Vinduet for at se paa Kludene, som han havde i Haanden. „Der er Blod paa dem, men ikke saa meget, at man vil lægge Mærke dertil, det er skiddent og falmet altsammen. Den, som ikke véd det, ser det ikke. Nastasia kunde ikke engang se det paa saa nært Hold, Gud være lovet.”
Derpaa aabnede han skælvende Stævningen og begyndte at læse; han læste længe, inden han forstod noget. Det var en ganske simpel Ordre fra Politikontoret om at indfinde sig Klokken halvti.
