126
om nogen skulde faa Lyst til at stjæle fra sig selv? Luk op, dit Snueho'ede, saa vaagn da en Gang!”
„Hvad kan de ville? Hvorfor kommer Portneren? Er alt opdaget? Skal jeg forsvare mig eller lukke op? Naa, lad det gaa, som det vil…”
Han stod op, rakte sig frem og tog Krogen fra. Værelset var ikke større, end man kunde tage Krogen fra uden at staa op af Sofaen.
Rigtig, det var Portneren og Nastasia.
Nastasia saa saa besynderligt paa ham. Han kastede et udfordrende og bestemt Blik paa Portneren, der rakte ham et graat, sammenlagt Papir, som var forseglet med almindeligt Lak.
„En Stævning fra Kontoret,” sagde han, idet han rakte Raskolnikow Papiret.
„Hvad for et Kontor?”
„Fra Politiet, fra Kontoret. Hvad for et ellers?”
„Skal jeg paa Politikammeret? Hvorfor?”
„Hvor skulde jeg vide det fra? Naar de stævner Dig, saa maa Du gaa.” Han betragtede ham opmærksomt, saa sig rundt omkring i Værelset og vendte sig for at gaa.
„Det lader til, han er bleven virkelig syg!” bemærkede Nastasia, som ikke havde havt Øjnene fra ham. Portneren drejede ogsaa endnu en Gang Hovedet om efter ham. „Siden i Gaar har han ligget i Feber,” tilføjede hun.
Raskolnikow svarede ikke, men holdt Stævningen i Haanden uden at bryde Seglet.
„Staa bare ikke op,” vedblev Nastasia medlidende, da hun saa, at han vilde slippe Benene ned fra Sofaen. „Er Du syg, saa gaa ikke; det er jo ikke Livet om at gøre! Hvad er det, Du sidder og holder paa der?”
Han saa hen; — i sin højre Haand holdt han
