125
skal jeg gøre af Strømpen og Lommen og Fryndserne?”
Han holdt det altsammen sammenknuget i Haanden og stod nu midt i Værelset. „I Ovnen? — men i Ovnen ser man først efter. Brænde det? — med hvad? … ikke en Gang en Tændstik havde han hos sig. Nej, heller gaa ud og kaste det bort et eller andet Sted! Ja, heller kaste det bort!” gentog han og satte sig atter paa Sofaen, „og det øjeblikkeligt, uden at tabe et eneste Minut!”
Men i Stedet for at gøre dette, sank hans Hoved atter ned paa Puden, og atter foer den ulidelige Kuldegysning gennem ham. Han trak atter Frakken over sig. Og endnu længe, i flere Timer, løb det ham stødvis gennem Hovedet; „nu straks, uden at spilde Tid, maatte han gaa et eller andet Sted hen og kaste det bort altsammen, bort, ude af Syne, afsted, afsted!”
Han prøvede flere Gange paa at staa op fra Sofaen, men han kunde ikke.
En stærk Banken paa Døren vækkede ham endelig fuldstændigt.
„Men saa luk op da, eller er Du maaske død! Han sover da altid!” raabte Nastasia og slog med hele Næven paa Døren; „hele den lange Dag sover han som en Køter! En rigtig Køter! Vil Du nu bare lukke op! Klokken gaar til elleve!”
„Han er maaske slet ikke hjemme?” sagde en Mandsstemme.
„Hvad! — det er Portnerens Stemme … hvad kan han ville?”
Raskolnikow sprang op og satte sig paa Sofaen. Hans Hjærte bankede saa stærkt, at det gjorde ondt i Brystet.
„Han har jo sat Krogen paa,” svarede Nastasia; „se bare, begynder han ikke at lukke sig inde! Som
