120
Kvaler havde udmattet ham saaledes, at han knap kunde holde sig oprejst. Sveden haglede af ham, Halsen var ganske drivvaad. „Naa, han dèr har en ordenlig Blyhat!” raabte nogen efter ham, da han gik ned mod Kanalen.
Han havde egenlig ikke Herredømme over sine Tanker, og jo længer han gik, desto mere gled det fra ham. Dog huskede han, at han lige med et blev forskrækket, da han var alene og man derfor let kunde lægge Mærke til ham; han vilde hellere gaa tilbage igen til Tværgaden. Trods sin Udmattelse gik han dog en Omvej og kom hjem fra den modsatte Kant.
Han var endnu ikke kommen fuldt til sig selv, da han gik gennem Porten derhjemme; han var allerede kommen op ad Trappen, da han huskede paa Øksen. Endnu stod altsaa den vigtige Opgave tilbage at lægge den ubemærket paa dens forrige Plads. Naturligvis havde han ikke længer Kraft nok til at overveje, om det maaske ikke var bedre slet ikke at bringe Øksen tilbage, men senere hen skaffe den hemmelig til Side paa et eller andet fremmed Sted.
Men alt gik godt. Døren til Portnerens Kammer var nok lukket, men ikke laaset af; rimeligvis maatte han altsaa være derinde. Raskolnikow havde imidlertid i den Grad tabt Evnen til at overveje, at han uden videre aabnede Døren. Hvis Manden havde spurgt ham, hvad han vilde, havde han maaske uden videre rakt ham Øksen. Men Portneren var ikke derinde, og saa kunde han altsaa lægge Øksen paa dens Plads under Bænken; han skubbede endogsaa et Stykke Brænde hen over den, saaledes som det havde været, før han tog den.
