6
Vogn, trukken af en stor bovlam Hest, kørende fordi ham og raabte:
„Hejda, Du tyske Hattemand!”
Og idet han pegede Fingre ad ham, lo han af fuld Hals. Den unge Mand greb uvilkaarlig og forskrækket til sin Hat. Det var en høj, rund Cylinderhat, men fuld af Buler, Huller og Revner, og trykket sammen paa en komisk Maade. Det var dog ikke Skam, men en Følelse, som lignede Skræk, der greb ham.
„Jeg vidste det nok,” mumlede han bestyrtet; „saadan en Ubetydelighed, saadan en Dumhed, kan tilintetgøre en hel Plan. Det er en latterlig Hat, den stikker Folk i Øjnene. Jeg maa hellere til disse Pjalter gaa med flad Hue, lige som en gammel Pandekage, og ikke saadan et bulet Kakkelovnsrør. Ingen gaar med saadan en Tingest — man lægger Mærke til den i en halv Mils Afstand. Man vil kunne kende mig paa den Hat — den vil forraade mig! Der maa intet paafaldende være. Det er kun en Ubetydelighed, men en Ubetydelighed kan tidt ødelægge hele Sagen.”
Han havde ikke langt at gaa, han vidste nøje, hvor mange Skridt der var fra hans Gadedør — lige syv hundrede og tredive. Han havde allerede en Gang talt dem, og nøje beregnet dem. Den Gang troede han endnu ikke paa sit Fantasifoster; han blev bare ophidset, naar han tænkte paa det uhyggelige, men forførende, der var ved det. Nu, en Maaned efter, saa han allerede med helt andre Blikke paa det; og trods sine pinlige Enetaler om Modløshed og Svaghed, havde han dog lidt efter lidt vænnet sig til at betragte Fantasifostrene som Muligheder, skønt han endnu ikke var rigtig sikker paa sig selv. I Dag gik han dog ud for at gøre en
