94
Luften vel nok oplive Dig. — — Vil Du saa ikke spise noget?”
„Siden,” sagde han, — „gaa!”
Hun stod et Øjeblik og saa medfølende paa ham; saa gik hun ud.
Et Par Minuter efter aabnede han Øjnene og saa længe paa Suppen og Teen. Endelig tog han et Stykke Brød, greb Skeen og begyndte at spise.
Han spiste ikke meget — han kunde ikke — to eller tre Skefulde, helt mekanisk. Hovedpinen var ikke saa stærk som før.
Da han havde spist, strakte han sig atter paa Sofaen, men han kunde ikke sove mere; han laa stille paa Maven, med Ansigtet trykket ned i Puden. Han drømte hele Tiden, og det var saadan underlige, dejlige Drømme.
Han syntes, han er i Afrika, i Ægypten, paa en Oase. Karavanen holder Hvil, Kamelerne ligger og hviler. Rundt omkring staar Palmer. De spiser allesammen mens han selv drikker Vand af en Bæk, som risler mumlende afsted tæt ved Siden af ham. Og Vandet er saa køligt, saa forunderlig blaat og klart; det risler hen over brogede Kiselsten og over glinsende Guldsand…
Pludselig hørte han Klokken slaa. Han foer sammen, strøg sig over Panden, løftede Hovedet, saa ud gennem Vinduet, beregnede, hvor sent det kunde være, og sprang op, pludselig lysvaagen, som om nogen havde kaldt paa ham. Saa listede han sig paa Tæerne hen til Døren, aabnede den paa Klem og lyttede ned ad Trappen. Hans Hjærte bankede stærkt. Paa Trappen var der saa stille som om alt sov. Han undrede sig over, at han virkelig havde tilbragt Mellemtiden siden i Gaar i saadan en Tilstand af Bevidstløshed, og at han endnu intet havde foretaget sig, intet forberedt.
