Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Side 24/31
politisk-økonomisk prioritering, der ligger inden for rammerne af, hvad grundloven overlader til lovgivningsmagten frit at regulere.
- Det følger af grundlovens § 75, stk. 2, at ”[d]en, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden”, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder (vores understregning).
- Bestemmelsen indebærer en pligt for det offentlige til at sikre, at der består et offentligt forsørgelsesvæsen, der sikrer enhver, der ikke kan klare sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, en egentlig ret til hjælp. Kravet om forsørgelseshjælp fra det offentlige indtræder derfor bl.a. først, hvis en anden – efter lovgivningen – ikke har pligt til at forsørge den pågældende.
- Efter bestemmelsen er det således overladt til lovgivningsmagten at fastsætte, hvornår forsørgelsen ”påhviler nogen anden”, og det er denne mulighed, lovgivningsmagten har benyttet. Dette rejser ikke problemer i forhold til grundlovens § 75, stk. 2. Grundlovens § 75, stk. 2, beskytter i øvrigt ikke retten til familieliv, herunder samliv. Selvom den gensidige forsørgelsespligt for samlevende måtte have som konsekvens, at samlevende beslutter sig for at bringe samlivet til ophør, er det ikke relevant i forhold til grundlovens § 75, stk. 2. Det gælder for så vidt tilsvarende i forhold til ægtefæller.
- Med hensyn til sagsøgerens bemærkning i replikken om, at det af sagsøgte ”[…] overses, at Justitsministeriet tidligere har antaget, at lovgivningen om gensidig forsørgelsespligt strider mod Grundloven, jf. herom nærmere i Justitsministeriets redegørelse fra 2013 til Beskæftigelsesministeriet, […], jf. nærmere bilag 3”, og at det ”[a]f Justitsministeriets førnævnte redegørelse fremgår, at ordningen i 2013-loven […] er indført for at kunne komme uden om den grundlovsstridighed, som regeringen og Folketinget tidligere har erkendt, at reglerne om forsørgelsespligt udgjorde”, gøres det gældende, at sammenligningen med den tidligere lovændring fra 2002 (lov nr. 361 af 6. juni 2002) ikke er relevant for bedømmelsen af lovens forenelighed med grundloven i denne sag.
- Ved vurderingen af spørgsmålet om 2002-lovændringens grundlovsmæssighed blev der lagt vægt på, at ugifte samlevende ikke efter lovgivningen på daværende tidspunkt som ægtefæller havde forsørgelsespligt over for hinanden, dvs. forsørgelsen af den, der søgte om offentlig ydelse – den såkaldte starthjælp – ville ikke påhvile den anden samlever.
- 2002-lovændringen adskiller sig derved fra 2013-lovændringen, idet Folketinget med 2013-lovændringen samtidig indførte en indbyrdes forsørgelsespligt mellem de ugifte samlevende, dvs. forsørgelsen af den, der søgte om uddannelses- eller kontanthjælp efter 2013-
