85
MENNESKEJAGT.
blive jaget bort som en fortabt Sjæl, som et Dyr, samme Vej som Resten af deres ulykkelige Ofre. Jeg saa mig om efter et Vaaben. Der var intet at finde. Saa fik jeg et Indfald, væltede Lænestolen, satte min Fod paa dens Side og brækkede en Liste løs af den. Tilfældigvis blev et Søm siddende i Træet, og dets Spids gjorde dette tarvelige Vaaben en Smule farligt. Jeg hørte Skridt udenfor, stødte øjeblikkeligt Døren op og fandt Montgomery ikke en Alen fra den. Han havde haft i Sinde at aflaase Yderdøren.
Jeg løftede min Stok med Sømmet i og huggede efter hans Ansigt, men han sprang tilbage. Jeg tøvede et Øjeblik, men gjorde saa omkring og flygtede rundt om Hjørnet af Huset. "Prendick, Menneske!" hørte jeg ham raabe i en forbavset Tone. "Lad være at opføre Dem som et Fæ, Menneske!"
Hvis jeg havde spildt et Minut, vilde han have lukket mig inde, tænkte jeg, og saa havde jeg ikke haft større Udsigt til Redning end en Kanin i et Laboratorium. Han fulgte bagefter mig rundt om Hjørnet, thi jeg hørte ham raabe: "Prendick!" Saa gav han sig til at løbe efter mig, stadig raabende.
Jeg løb som en gal Mand og styrede denne Gang mod Nordøst, en anden Retning end den, jeg
