Tiende Kapitel.
Menneskejagt.
Et aldeles ufornuftigt Haab om Redning viste sig for mig i den Omstændighed, at Yderdøren til mit Værelse endnu stod aaben. Jeg var nu vis paa, aldeles overtydet om, at Moreau havde været i Færd med at vivisekere et Menneske. Lige siden jeg havde hørt hans Navn, havde jeg stræbt at finde en eller anden Forbindelse mellem Øboernes groteske Dyriskhed og de Afskyeligheder, jeg havde hørt om ham; og nu mente jeg at forstaa det Hele. Jeg erindrede hans Studier over Blodtransfusion. De Væsener, som jeg havde set, var Ofrene for et eller andet gyseligt Eksperiment!
Disse nederdrægtige Uslinge havde blot haft i Sinde at holde mig tilbage, at narre mig med deres tilsyneladende Tillid, for snart efter at forvolde mig en Skæbne rædselsfuldere end selve Døden — Pinsler, og efter Pinslerne den frygteligste Nedværdigelse, som det var muligt at tænke sig: at
