79
MENNESKESTEMMEN.
"Montgomery," sagde jeg, "hvad var det for et Væsen, som forfulgte mig? Var det et Dyr, eller var det et Menneske?"
"Hvis De ikke faar sovet i Nat," sagde han, "er De fra Forstanden i Morgen."
Jeg rejste mig op og stillede mig ligeoverfor ham. "Hvad var det for et Væsen, som forfulgte mig?" spurgte jeg.
Han saa mig lige ind i Øjnene og vrængede med Munden. Hans Øjne, som et Minut før havde syntes helt livlige, blev nu sløve. "Ja, efter hvad De har fortalt mig," svarede han, "saa skulde jeg næsten tro, at det var en Bussemand."
Jeg følte en uhyre Forbitrelse, som imidlertid forsvandt ligesaa hurtigt, som den kom. Jeg kastede mig igen i Lænestolen og trykkede Hænderne mod Panden. Pumaen begyndte paany.
Montgomery traadte hen bagved mig og lagde sin Haand paa min Skulder. "Hør nu, Prendick," sagde han. "Det var galt gjort af mig at lade Dem drive alene om her paa vor dumme Ø. Men det er ikke saa slemt, som De bilder Dem ind, Menneske. Deres Nerver er gaaede helt i Skuddermudder. Lad mig give Dem noget at sove paa. Det .... vil vare ved i Timevis endnu. De maa se
