76
DOKTOR MOREAUS Ø.
og stille. Plask, plask, kom de forfølgende Fødder. Jeg følte, at Vejret gik fra mig, thi jeg var ikke vant til at løbe; mit Aandedræt lød stønnende, og i min Side følte jeg en Smærte, som om en Kniv blev boret ind i den.
Saaledes løb vi under de tavse Stjærner henimod det gule Skær fra Huset — det haabløst fjærne Lys fra Huset. Og snart efter hørte jeg Pumaens ynkelige Stønnen, den Lyd, der oprindeligt havde drevet mig ud paa en Opdagelsesvandring paa denne hemmelighedsfulde Ø. Nu var det mig en ligefrem Lettelse at høre den. Skønt jeg var svag og forfærdelig træt, samlede jeg mine sidste Kræfter og styrtede frem mod Lyset. Det forekom mig, at en Stemme kaldte paa mig. Og saa blev Fodtrinene bagved pludselig langsommere, og jeg hørte dem trække sig tilbage ud i Mørket.
