73
I SKOVEN.
Fantasi spillede mig et Puds, og vendte mig saa atter resolut mod Lyden fra Havet.
Snart efter blev Skoven tyndere, og jeg traadte frem paa en nøgen, lav Odde, som løb ud i det mørke Vand. Natten var stille og klar, og den stadigt voksende Mængde Stjærner spejlede sig sitrende i Havets rolige Dønninger. Et Stykke ude skinnede Bølgerne over en uregelmæssig Revle med et blegt, fosforescerende Skær. Mod Vest saa jeg Zodiakallyset blande sig med Aftenstjærnens gule Glans. Øst for mig trak Kysten sig tilbage, og mod Vest var den skjult af Pyntens Brink. Saa kom jeg til at huske paa, at Stranden med Moreaus Hus laa mod Vest.
En Kvist knækkede bagved mig, og der lød en Raslen. Jeg drejede mig om og stirrede ind mod de mørke Træer. Jeg kunde ikke se noget — eller ogsaa kunde jeg maaske se altfor meget. Enhver mørk Skikkelse i al sin Uklarhed havde sin uheldsvarslende Ejendommelighed, sit særegne Udtryk af opmærksom Aarvaagenhed. Saaledes stod jeg maaske et Minut, og vendte mig saa mod Vest for at gaa tværs over Pynten, idet jeg dog stadig holdt Øje med Træerne. Idet jeg satte mig i Bevægelse, bevægede en af de lurende Skygger sig ogsaa for at følge mig.
