71
I SKOVEN.
Trætoppene stod som kulsorte Silhouetter mod den klare, blaa Himmel, og nedenfor dette Omrids smeltede alting sammen i formløst Mørke. Snart efter stod Træerne mindre tæt, og Buskene og Underskoven blev frodigere. Saa naaede jeg en aaben Plads, bedækket med hvidt Sand, og derefter en ny Strækning af sammenfiltret Buskads.
Jeg forfærdedes ved en svag Raslen til højre for mig. Først troede jeg, at det var en Indbildning, thi naar jeg standsede, blev det stille, og jeg hørte ikke andet end Aftenvinden i Trætoppene. Men naar jeg paany gik videre, lød der et Ekko af mine Fodtrin.
Jeg fjærnede mig fra Krattet, holdt mig til det mere aabne Terrain, og forsøgte ved pludselige Vendinger nu og da at overraske dette Væsen — hvis det eksisterede — mens det var i Færd med at liste sig ind paa mig. Jeg kunde intet se, men ikke desto mindre havde jeg en bestandigt voksende Følelse af, at der var nogen i Nærheden. Jeg gik raskere til; efter nogen Tids Forløb naaede jeg en lille Forhøjning i Terrainet, overskred denne, vendte mig derpaa brat om og holdt omhyggeligt Øje med Kammen af den fra den anden Side. Den aftegnede sig sort og tydeligt mod den mørke Himmel.
Lidt efter hævede en formløs Masse sig et
