69
I SKOVEN.
I ethvert Tilfælde havde Væsenet, hvad det nu end var, ikke Mod til at angribe mig. Jeg bed Tænderne sammen og gik lige henimod ham. Jeg tog mig vel i Agt for at røbe den Frygt, der syntes at faa Marven i min Rygrad til at fryse. Jeg banede mig Vej gennem et Krat af høje Buske med hvide Blomster og saa ham staa tredive Alen borte, seende paa mig over sin Skulder og tøvende. Jeg traadte et Par Skridt nærmere og saa ham fast ind i Øjnene.
"Hvem er du?" sagde jeg. Han prøvede paa at møde mit Blik.
"Nej!" sagde han pludselig, vendte sig om og sprang bort gennem Underskoven. Saa drejede han sig atter og stirrede paa mig. Hans Øjne skinnede klart ud fra Tusmørket under Træerne.
Hjærtet sad mig i Halsen, men jeg følte, at min eneste Redning laa i at trodse Faren, og gik derfor roligt henimod ham. Han vendte sig igen om og forsvandt i Tusmørket. Een Gang endnu forekom det mig, at jeg saa hans Øjne skinne, men det var ogsaa det Hele.
Nu først gik det op for mig, at Klokken var mange, og at dette kunde være en slem Omstændighed for mig. Solen var gaaet ned for nogle Minutter siden, Tropernes korte Tusmørke var ved
