Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/78

Denne side er blevet korrekturlæst

68

DOKTOR MOREAUS Ø.


en lille Lysning, fik jeg paa een Gang en ubehagelig Overraskelse ved inde mellem Træerne at se to klodsede Ben, som bevægede sig med lydløse Fodtrin i en Retning parallel med min og maaske en halvhundrede Alen fra mig. Hovedet og den øverste Del af Legemet skjultes af et Virvar af Slyngplanter. Jeg standsede brat, i det Haab, at Væsenet ikke saa mig. Fødderne standsede ligesom jeg. Saa nervøs var jeg, at jeg havde den største Vanskelighed ved at modstaa en Tilbøjelighed til hovedkulds Flugt.

Jeg saa nøje til, og skælnede nu gennem Slyngplanternes sammenfiltrede Næt Hovedet og Kroppen af den dyriske Skabning, som jeg havde set drikke. Han bevægede Hovedet. Der var et grønt Lyn i hans Øjne, mens han skottede til mig ud fra Træernes Skygge, en halvt lysende Farve, som forsvandt, idet han atter drejede Hovedet. Han stod ubevægelig et Øjeblik, og begyndte saa med lydløse Skridt at løbe bort gennem det grønne Virvar. Et Minut efter var han forsvunden bagved nogle Buske. Jeg kunde ikke se ham, men jeg følte, at han var standset og atter iagttog mig.

Hvad i al Verden var han — Menneske eller Dyr? Hvad vilde han mig? Jeg havde intet Vaaben, ikke en Gang en Stok. Flugt vilde være Vanvid.