67
I SKOVEN.
over sig. Hvert af disse Væsener havde, til Trods for sit menneskelige Ydre, sin Pjalt Tøj, sin Legemsskikkelses kluntede Menneskelighed, indblandet i sig, i sine Bevægelser. i sit Ansigtsudtryk, i hele sit Jeg, noget, som nu paa en aldeles uimodstaaelig Maade mindede mig om et Svin — en Besmittelse af Svinet — Dyrets umiskendelige Mærke.
Jeg stod overvældet af denne Opdagelse, og saa stormede de frygteligste Spørgsmaal ind paa min Sjæl. Skabningerne begyndte at hoppe op i Luften, først den ene, saa den anden, hujende og gryntende. Saa snublede en af dem og laa et Øjeblik paa alle fire. Han kom ganske vist straks op igen, men dette forbigaaende Glimt af disse Uhyrers ægte Dyriskhed var tilstrækkeligt.
jeg gjorde omkring saa lydløst som muligt og trak mig tilbage ind i Krattet. Hvert Øjeblik stivnede jeg over hele Kroppen af Frygt for at blive opdaget, naar en Kvist knækkede eller et Blad raslede. Det varede længe, førend jeg fik mere Mod og vovede at bevæge mig friere.
Min eneste Tanke i dette Øjeblik var at slippe bort fra disse væmmelige Væsener, og jeg lagde næppe Mærke til, at jeg var kommen ud paa en smal Sti mellem Træerne. Men idet jeg gik over
