Ottende Kapitel.
I Skoven.
Jeg vandrede gennem Krattet, som beklædte Aasen bagved Huset, næsten uden at lægge Mærke til, hvorhen jeg gik, slentrede Videre gennem en tæt, skyggefuld Gruppe Træer med ranke Stammer paa den anden Side og befandt mig snart et godt Stykke Vej hinsides Aasen og i Færd med at stige ned mod en Bæk, som løb gennem en snæver Dal. Jeg standsede og lyttede. Afstanden eller det tætte Krat forhindrede enhver Lyd i at naa fra Indhegningen herhen. Luften var stille. Saa raslede det i Buskene, en Kanin smuttede frem og løb op ad Skrænten foran mig. Jeg tøvede, og satte mig ned i Udkanten af Skyggen.
Her var smukt. Bækken var skjult under den yppige Plantevækst paa Bredderne, undtagen paa eet Sted, hvor jeg skimtede en trekantet Plet af det blinkende Vand. Paa den modsatte Side saa jeg gennem en blaalig Dis et Virvar af Træer og
