55
PUMAENS HYL.
"Bare jeg var det. Men det er for sent at kaste Brønden til, naar Barnet er druknet. Det var det forbistrede Stads, som forvoldte, at jeg kom hertil. Det, og saa en taaget Aften. Den Gang syntes jeg, at det var en Lykke for mig, da Moreau tilbød at hjælpe mig af Sted. Det er løjerligt nok ...."
"Montgomery," sagde jeg pludselig, da Yderdøren havde lukket sig, "hvorfor har Deres Tjener spidse Øren?"
"Saa til Helvede!" sagde han med sin første Bid Mad i Munden. Han stirrede et Øjeblik paa mig og gentog saa: "Spidse Øren?"
"Tilspidsede for oven," svarede jeg saa roligt som muligt, men dog snappende lidt efter Vejret. "Og med fine, mørke Haar paa Kanterne."
Han blandede sig et Glas Whisky og Vand temmelig langsomt. "Jeg bildte mig ind .... at hans Haar skjulte hans Øren."
"Jeg saa dem, da han bøjede sig for at stille den Kaffe, som De sendte mig, paa Bordet. Og hans Øjne lyser i Mørke."
Nu havde Montgomery faaet Tid til at fatte sig efter den Overraskelse, som mit Spørgsmaal havde fremkaldt. "Jeg har altid tænkt mig," sagde han roligt, med en lidt stærkere Læspen end sæd-
