52
DOKTOR MOREAUS Ø.
Trolddom. Han var ugift og havde intet andet at tage Hensyn til end sine egne Tilbøjeligheder .....
Jeg følte mig overbevist om, at dette maatte være den samme Mand. Alting tydede derpaa. Det begyndte at gaa op for mig, til hvilket Formaal Pumaen og de andre Dyr, som nu tilligemed den øvrige Baggage var blevne bragte ind i Indhegningen bagved Huset, var bestemte; og en ejendommelig, svag, men velbekendt Duft, som hidtil havde holdt sig i Baggrunden i min Bevidsthed, traadte pludselig tydeligt frem for mine Sanser. Det var en Operationsstues antiseptiske Lugt. Jeg hørte Pumaen brumme paa den anden Side af Muren, og en af Hundene hylede, som om den havde faaet Prygl.
Alligevel var der — og da især ligeoverfor en videnskabeligt uddannet Mand — ikke noget saa rædselsfuldt i Vivisektionen, at det kunde forklare denne Hemmelighedsfuldhed. Og ved et sært Tankespring stod Montgomerys Tjeners spidse Øren og lysende Øjne igen for mig med største Tydelighed. Jeg stirrede frem for mig ud over det grønne Hav, der skummede i den opfriskende Brise, og lod disse og andre sæl-
