48
DOKTOR MOREAUS Ø.
blevne Tvebakker frem og spiste dem med fortræffelig Appetit. "Moreau?"
Gennem Vinduet saa jeg en af de ubegribelige hvidklædte Mænd slæbe en Pakkasse henover Strandbredden. Snart efter skjultes han af Vinduesrammen. Saa hørte jeg en Nøgle blive stukket i Laasen bagved mig og drejet om. Efter en kort Stunds Forløb hørte jeg gennem den aflaasede Dør Støjen af Jagthundene, som nu var blevne bragte herop fra Strandbredden. De gøede ikke, men snusede og knurrede paa en ejendommelig Maade. Jeg kunde høre Lyden af deres hurtige Fødder og Montgomerys Stemme, der snakkede godt for dem.
Disse to Mænds Omhu for at holde Stedets Indhold hemmeligt havde gjort et stærkt Indtryk paa mig, og jeg sad en Stund og grublede derover, og spekulerede paa, hvor jeg havde hørt Navnet Moreau før. Men saa løjerligt indrettet er den menneskelige Hukommelse, at skønt jeg godt kendte dette Navn, var det mig ikke muligt at erindre, i hvilken Forbindelse jeg tidligere havde truffet det. Derfra gled mine Tanker over til det ubestemmelige, underlige Indtryk, som den vanskabte, hvidklædte Mand paa Strandbredden havde gjort paa mig. Jeg havde aldrig set en saadan Gang eller saa mærkværdige Bevægelser, som da
